top of page

fre. 27. aug.

|

Thisted

Naturretreat Thy

Naturretreat med fokus på ro, refleksion og nærvær i Nationalpark Thy.

Man kan ikke længere tilmelde sig
Se andre begivenheder
Naturretreat Thy

Tid & sted

27. aug. 2021 15.00 – 29. aug. 2021 13.00

Thisted, Tvorup Klitplantage, 7700 Thisted, Danmark

Om eventet

Hvornår har du sidst mærket naturen?

Hvornår har du lagt mærke til, hvordan regndråberne føles på dit ansigt, prøvet at skelne fuglestemmerne fra hinanden eller lagt mærke til de mange forskellige nuancer af grøn, der er i skoven?

I vores travle hverdag, der ofte foregår langt væk fra skoven, kan det være let at glemme sådan rigtig at mærke naturen. Det vil vi gerne give dig mulighed for.

På Naturretreat Thy får du tid og ro til at mærke naturen. Vi giver dig værktøjer til, at du lettere kan komme ned i gear og opleve naturen med mere nærvær og nysgerrighed. Alle dine sanser kommer i spil, når vi guider dig gennem øvelser og meditationer, der alle har til formål at få dig tættere på naturen og på dig selv.

Vi skal være i Nationalpark Thy, som indeholder noget af Danmarks smukkeste og mest varierede natur. Vekslen mellem de store vidder og de tætte granskove indbyder til fordybelse, refleksion og ro.

Vi sover og spiser udendørs, for på den måde inviterer det dig til at bruge alt det du lærer undervejs til at være nærværende i de omgivelser, du er i.

Bag retreatet står to kvinder, der begge er drevet af en stærk kærlighed for naturen, og vi har oplevet, hvordan nærvær kan give indsigtsfulde oplevelser både i os selv og i den fantastiske natur omkring os.

Jannie Olesen er cand. pæd. psych. og uddannet coach og mindfulnessinstruktør. I det daglige bruger Jannie sine kompetencer som naturcoach, hvor hun hjælper blandt andre stressramte og andre der har brug for et åndehul. Louise Gregersen er uddannet journalist og er passioneret omkring friluftsliv, og så er hun stærk i at formidle, hvad naturen kan give os.

Retreatet har vi skabt, fordi vi gerne vil give vores erfaringer videre og indbyde til at andre kan få deres egne dybe refleksioner og indsigter. Vi ønsker at skabe et simpelt retreat med plads, tid og ro til fordybelse og til blot at være med det, der er.

Retreatets indhold:

Vi starter fredag klokken 15 og slutter med en frokost søndag klokken 12.

Programmet veksler mellem teori, øvelser og plads til refleksion og samvær. Der vil være tid til at samle op på øvelserne og evt. dele oplevelser, indsigter eller erfaringer med øvelserne.

Programmet ser overordnet således ud:

Fredag: Introduktion + teori om natur og mindfulness + stillevandring og øvelser i naturmeditation

Lørdag: Teori og mindre øvelser + længere stillevandring med naturmeditation og mindfulnessøvelser.

Søndag: Guidet naturmeditation + introduktion til stillesidning + evaluering.

Bemærk at retreatet IKKE kræver forudgående kendskab til meditation eller mindfulness. Indføringen vil være på begynderniveau og praksisorienteret.

Der vil være mulighed for at sove i shelter eller i eget medbragt telt. Der er også skov, så har man en hængekøje, kan man også sove i den. Der er muldjordstoilet og vand på pladsen. Der er ikke badefaciliteter.

Retreatet er med fuld forplejning.

Hvem kan deltage?

Retreatet er for alle voksne, der kan vandre 10 kilometer i langsomt tempo. Der kræves ikke forudgående kendskab til meditation eller mindfulness. ALLE kan være med.

Hvad skal du medbringe?

Medbring fodtøj, som du går godt i, og som også kan bruges i vådt føre. Du bestemmer selv, hvordan du vil overnatte. Der er sheltere på pladsen og mulighed for at slå telt op og også at sove i hængekøje, hvis man har det. Derfor skal du selv medbringe grej til overnatning. Man kan køre direkte til pladsen, så man skal ikke bære på sit udstyr. Vi anbefaler at man gør det, der virker mest behageligt for en selv. Har du brug for at sove på en madras, så medbring dette. Husk lunt tøj og en varm sovepose, da aftenerne og nætterne er kølige.

Hvad er prisen?

Maksimum antal deltagere på retreatet er 10 personer, og tilmelding sker først til mølle.

Prisen er 1850 kroner inklusiv forplejning alle dage.

Early bird-pris: Tilmelder du dig før 10. juli, kan du spare 350 kroner og få billetten til 1500 kroner.

Har du brug for betaling i to rater, så kontakt os gerne.

Bedste hilsner

Naturretreat Thy

v. Jannie Olesen og Louise Gregersen

Del denne begivenhed

bottom of page